Omkring spisebordet hos Nis og Juliane var julestemningen ved at brede sg. Netop nu var det Birger Bjørn, der var godt igang med at underholde selskabet:

"Det er første gang, jeg er på disse kanter,
hvor der hverken er bær eller elefanter.
Og køligt er her, det tør sandelig sig's.
Det skyldes nok al den sne og is.
Hvem havde troet, jeg her skulle finde
en så dygtig, gæstfri og hjertelig kvinde.
Juliane, din mad er uovertruffen....
men nu er det tiden jeg lukker skuffen."
Birger satte sig ned, og de andre klappede.
Nu sagde Juliane: "Julle, det var vel nok en god idé at tage din kammerat med herop. Og hvor er jeg glad for, Birger, at du kan lide min mad." Birger kunne ikke svare, for han havde munden fuld af citronfromage. Nu rejste Nis sig op: "Det skal ikke være nogen hemmlighed, at jeg de sidste par dage har haft mest lyst til at lukke værkstedet og rejse på solskinsferie med Juliane istedet. Men så kom du endelig idag, julle, og du har oven i købet en hjælper med, som set ud til at være stærk som en bjørn...."
Nu brød Juliane ind: "Lille Nis, mæg lærke til.... jeg mener, læg mærke til, at du slet ikke nøs."
"Du har ganske....a-tjuh..... ret. Måske er jeg endelig vedat blive rask," svarede Nis.
"I skulle tage at gå i seng allesammen," sagde Julian, "så du Nis, kan pleje din forkølese, og så Birger og Julle kan være udhvilede til i morgen. Så vil jeg lige rydde af bordet og vaske op.
"Næh, lad mig vaske op," brød Birger ind, "det er jeg god til. Hjemme i skoven kalder de mig Birger Vaskebjørn."
"Du har sandelig mange evner," smilede Juliane.