"Jeg har det meg bedre idag," sagde Nis næste morgen.
"Min forkøelse er helt forbi. Så nu vil jeg straks komme frisk halm i træskoene og gå over til værkstedet."
"Hvad så med os?" spurgte Julle. "Har du ikke brug for os længere?"
"Jo, sandelig," svarede Nis. "I så jo selv, hvordan vi igår næsten havde fyldt værkstedet op med færdige gaver. Dem skal vi have stablet op ovre på lageret. Imorgen kommer Tulle nok med renerne og kanen, så alt er parat til at fragte gaver ud."
"Hvem er Tulle?" spurgte Julle.
"Tulle? Det er da din kusine. Hun bor på en ø her i nærheden, og det hendes far, der passer og plejer ransdyrene."
"Lige et øjeblik," brød Burger ind. "Skal Julle og jeg helt alene flytte alle de gaver?"
"Nej, nej," svarede Nis beroligende, "I skal sandelig køre med den pakkevogn, jeg har stående ovre på værkstedet."
"Hvad er en pakkevogn for noget?" Briger lignede et stort spørgsmålstegn.
"Kom med, så skal I se," sagde Nis.
"Julle, skynd dig nu at komme. Arbejdet kalder," sagde Birger og rejste sig hurtigt fra morgenbordet.
"Du glemmer, at jeg ikke spiser så hurtigt som dig," sagde Julle.
Birger var slet ikke til at styre, da han så pakkevognen. Han begyndte straks at stable pakker op på den, og så gik det ellers i fyld fart over mod lageret.
"Vvruuum, rummm," sagde Birger, mens han kørte, så det nærmest lød som en racerbil.
"Pas nu på, at du ikke taber nogle af pakkerne," grinede Julle.

"Vil du have en tur, så spring på," råbte Birger.
"Næh, tak, jeg skal ikke nyde noget," sagde Julle bestemt.
"Pas på, Birger, brems! Porten til lageret er lukket!"
Birger hørte ingenting. Julle spænede hen til porten og nåede lige at få den åbnet, inden pakkevognen kom farende.
"Vruum," sagde Biger bare, idet han strøg forbi Julle med pakkevognen.