Næste morgen sagde juliane: "Nis, nu må du jo ikke glemme at skrive julekort til børnene."
"Nej, det er da også sandt. Jeg plejer jo at skrive et lille rim, som jeg lægger ved hver pakke. Jeg kan allerede mærke, at jeg har mange gode ide'er, så jeg må hellere komme igang. Hvad synes I om det her?:

Tillykke med skovlen og med spanden.
Og mange hilsner fra julemanden."
"Ja, ja," sagde Juliane, "rime kan du jo."
Nis fortsatte: "Her er et til Per og Lotte, som ønskede sig vinterlegetøj:
Den lille pakke er til Lotte,
med skøjter, det er meget flotte.
Den store vil nok Peter glæde,
for han skal ha' en helt ny slæde."
"Børnene liver helt sikkert flade for dine søde rim," rose Juliane.
"Må jeg prøve?" spurgte Birger.
"Ja, da, selvfølgelig," sagde Nis.
"Hvad ønsker Emil?
Han ønsker en bil.
En lastvogn med lad
skal nok gør' ham glad."

Birger blev afbrudt, da det bankede på døren. Det var en snehare med en på hovedet og en stor sæk på skulderen.
"Goddag, det er postbudets juleafløser. Jeg har et brev til julemanden. Er det ikke her?"
"Jo, sandelig," sagde Juliane. "Hvor er brevduen henne?"
"Den er taget på juleferie," svarede sneharen, "og jeg har lovet at bringe posten ud for den. Jeg havde bare ikke troet, der var så mange breve."
"Det er fordi, det snart er jul. Så er der altid mange, der sender breve. Men du sagde, der var brev til os?"
"Ja, det er der også," sneharen og dykkede ned i sækken. "Det er fra forældrene til en fyr, der hedder Julle. De invitere jer allesammen hjem til dem juleaften."
"Hvordan ved du hvad brevet handler om?" spurgte Nis forbavset.
"Nåh, jeg kiggede i et par af brevene, når jeg kedede mig allermest ude på ruten," sagde sneharen undskyldende.