"Hvordan lærer man egentlig rener at flyve?" spurgte Julle da de var på vej rundt med gaverne.
"De skal have noget meget specielt foder," svarede Tulle. "Helst flyvefisk med skysovs. Nå, nu kommer vi til det første sted, så er det spændende om renerne kan huske det, jeg har lært dem."
Renerne fløj nu hen over et hus, og lige da kanen var over skorstenen, standsede renerne, men holdt sig i luften med kane og det hele.
"Fantastiskm" udbrød Julle med beundring i stemmen.
"Ja, ikke," sagde Tulle stolt, "sidste år var Onkel Nis nødt til at pakere renerne nede på jorden, og så selv kravle op til skorstenen med gaverne. Men det her er jo noget nemmere."
Og det kunne man kun give Tulle ret i. Nis kravlede nu ned af en rebstige og sænkede forsigtigt en gave ned gennem skorstenen.
På den måde blev de hurtigt færdige med at bringe gaverne ud, og snart nåede renerne frem til gården, hvor Julle's familie boede. Nis parkerede kanen inde midt på gårdspladsen.
Straks kom bondemanden farende ud. "Hvad er nu det?" sagde han, "hvem er I?"
"Mit navn er Nis og jeg er julemand. Min familie og jeg er kommet helt over fra Nisseland for at fejre julen her jos nisserne."
"Oh, nej, ikke flere nisser. Jeg holder det ikke ud," sagde bondemanden.
"Wilhemine, skynd dig a komme. Vi tager ind til byen og holder jul hos din bror."
Nu kom julle's familie kurende ned af taget: "Velkommn allesammen," sagde Julle's far, "hvad gik der af bondemanden?"
"Han vil ikke være her længere," svarede Juliane.
"Vi har måske lavet lidt for meget ballade med ham i år," bemærkede Julle's mor. "Nå, men pyt med det. Nu har vi også bedre plads at feste på. Kom med indenfor, vi skal straks spise."
Nu gik Nis hen og gav sin søster et stort knus, idet han sagde:
"Søster, du kan lave
den allerbedste julemad.
Du kn tro, min mave
bliver veltilpas og glad."
"Oh, kære bror, hvor du dog rimer smukt," sagde Julle's mor og smilede lykkeligt.