5.December

Julle og Birger Bjørn var på vej ned til båden, som skulle sejle dem op til Nisseland. Som du kan se på billedet, havde Birger Bjørn også fået en nissehue på hovedet.

"Når man skal til Nisseland, må man være rigtig klædt på," havde Nissemor sagt, og så havde hun straks syet en stor nissehue til Birger. Birger var meget stolt over sin nye, flotte hue.
"Nåh," spurgte Julle, "kan du holde varmen?"
"Hva?" sagde Birger. Han havde trukket huen godt ned over ørerne, og havde derfor svært ved at høre.
"Kan du holde varmen?" råbte Julle nu.
"Jo, tak, sagtens," svarede Birger med et grin og fortsatte:
"Takker være denne hue
får jeg sikkert ingen snue."
"Bare vent," sagde Julle, "der er meget koldere oppe i Nisseland. Det ligger helt oppe ved Nordpolen."
"Hva?" sagde Birger.
"Det bliver koldere," råbte Julle.
"Synes du?" sagde Birger og så sig omkring. Så klappede han sig lidt på sin tykke vom og sagde:
"Jeg har jo rigeligt med fedt,
så lad det bare fryse lidt.
Hvis det er kold, hvor Nis han bor,
så gør det mig slet ikke spor."
"Det må jeg sige," råbte Julle, "du rimer minsandten næsten ligeså godt som Onkel Nis. "Birger svarede:
"Det er vældigt pænt af dig, at du sådan roser. Men af og til, når jeg er glad, så digter jeg et lille kvad. Det giver ofte godt humør hos alle, som var sure før."
"Ja ja, det er godt med dig!" afbrød Julle smilende."Nu må du godt holde en pause for nu er vi snart ved båden."