Julle og Birger Bjørn stod på båden dæk og så landet forsvinde.
"Nu sejler vi endelig, hvad siger du så?" spurgte Julle glad.
"Joe", svarede Birger tøvende.
"Har du tabt dit gode julehumør?" spurgte Julle ?

"Næh - men sig mig en ting: Hvad er det at være søsyg?"
"Hvorfor spørger du om det ?"
"Jo", sagde Birger, "jeg har hørt, at man bliver søsyg, når man sejler, Så måske er jeg søsyg nu uden at vide det?"
"Du er et stort vrøvlehoved," grinede Julle. "Vi er jo knap nok kommet ud af havnen endnu. Desuden sejler vi slet ikke på nogen syg, men på det store hav, så her kan man slet ikke blive søsyg."
Pludselig hørte de en klokke ringe meget højt.
"Nu skal du nok glemme alt om søsyge", sagde Julle, "for klokken betyder, at nu er frokosten parat."
"Parat", gentog Birger forbavset, "betyder det, at vi ikke selv skal ud og finde bær og honning?"
"Tænk dig om", svarede Julle, "tror du, der er mange bær at plukke her på skibet?"
"Du siger noget," grinede Birger, "du må ikke blive vred, men jeg tænker ikke så godt her om vinteren. Husk på, jeg plejer at sove trygt på denne tid."
"Alt i orden," smilede Julle, "men kom nu med ind i spisesalen eller messe, som det hedder på et skib.

Messen var pyntet med masser af julestads, og i det ene hjørne stod et juletræ med lys. Ved siden af stod en julemand. Han råbte nu:
Velkommen til julemssen, kære passagerer. Mit navn er kaptajn Søstærk. Som I kan se, har jeg og min besætning gjort alt for, at alle på denne tur kommer i dejlig julestemning."
Det havde kaptajnen ret i, for hele besætningen var klædt ud i nissetøj. "Det kan man sa kalde en rigtig jul-damper," grinede Birger og skyndte sig hen efter en skål ris á l'amande.