Næste formiddag, da Julle og Birger stod og kiggede ned på det mystiske isbjerg, så de pludselig noget bevæge sig nede mellem grenene.
"Hallo," råbte Julle, "er der nogen?"
To hoveder kom til syne. Det var bæverne. "Hvem er nu det, der forstyrre os?" sagde den ene.
"Det er bare Julle, nisse, der er på langfart. Hvem er I ?"

"Det har vi ikke tid til at svare på. Vi skal videre vi har travlt."
"Hvis jeg må sige noget," indskød Birger, "Så kommer I ingen vegne, for jeres isbjerg hænger fast på vores skib, og vi ligger helt stille."
"Tror du ikke, vi ved det?" sagde den ene bæver. "Min kammerat, Børge Bænkebider, og jeg skulle netop til at gnave isbjerget fri af skibet, så vi kan komme videre, inden det bliver jul."
"Netop," fortsatte, den første bæver, "Bongo Bræktand og jeg, vi spilder nemlig ikke tiden."
"Hvad skal I da nå?" spurgte Julle nysgerrigt.
"Kan du se alle de juletræer her?" sagde Børge Bænkebider. "Dem skulle vi gerne have solgt inden juleaften."
"Hvor sælger i dem henne?" spugte Birger og så sig omkring.
"På øerne her i farvandet, "svarede Bongo Bræktand.
Pludselig fik Julle en idé: "Kommer i forbi Nisseland?" spurgte han.
"Ja, selvfølgelig gør vi det," svarede Bongo, "Juliane og Nis køber altid juletræ af os."
"Kan vi så ikke sejle med jer på isbjerget?" spurgte Julle. "Vi skal nemlig også skynde os op til Juliane og Nis. Nis er blevet forlølet, og vi har lovet at hjælpe ham med gaverne."
"Naturligvis kan I det. Især, hvis I hjælper os med at sælge juletræer på vejen."
"Det skal vi nok," forsikrede Julle, "og vi kan da også hjælpe med at skubbe isbjerget fri af skibet."
"Øhhh.... der er lige en ting..." begyndte Birger, "har I noget mad på det isbjerg?"
"Du kan være ganske rolig, Bamse, "grinede Bongo, "du kommer ikke til at sulte hos os."