Julle og Birger havde fortalt kaptajnen, at de blev nødt til at forlade skibet, hvis de skulle nå at komme Nis til hjælp inden jul. Kaptajnen forstod dem godt. Han havde nemlig selv sendt ønskeseddel til Julemanden.
Nu fulgte Julle og Birger så de 2 bævere ned mellem grangrenene. Dybt nede havde bæverne indrettet en hyggelig hule,

Lidt senere sad de alle og spiste en dejlig portion grankoglesuppe.
"Hvor har I fået alle de grantræer fra?" spurgte Julle.
"Fra vores granonkel, Mogens. Han bor i et land, hvor der næsten er helt fyldt med dem."
"Det er nok Gran Canaria", sagde Birger.
"Det kan godt være", sagde Børge Bønkebider." Det ligger helt ovre for enden af det her vand."
"Har i fældet alle disse træer med tænderne?" spurgte Julle nu.
"Det gjorde vi i starten, "sagde Bongo Bræktand, "men vi ondt i tænderne af det, og hver aften måtte vi pille splinter ud af mundet på hinanden. En juleaften lå vi begge i sengen med tandpine."
"Det er vist det, man kalder tandjul", grinede Birger.
"Sjovt, var det nu ikke," sagde Børge Bænkebider. "Efter den jul besluttede vi os til at købe en stor sav og nogle gode økser, så nu går det nok lettere."
"Nok om det," brød Bongo Bræktand ind. Vi må hellere til at komme i seng. Imorgen når vi frem til sæland, og sælerne, som bor der, plejer at stå i kø for at købe vores juletræer, så vi får travlt."
"Ih, det bliver spændende," sagde Julle.

Lidt efter lå Julle og Birger lunt mellem grangrenene. Birger lå og vendte sig utroligt. "De bævere snorker grangiveligt så højt, at man ikke kan sove."
"Træk din nisssehue godt ned over ørerne," sagde Julle. "Det hjælper."
Få senkunder efter kunne Julle høre, at Birger var faldet i søvn. Han snorkede nemlig højere end de to bævere tilsammen.